søndag den 26. januar 2014

Hjemme i Danmark!

Klokken ringede 5:45 til en sidste dag i Sydney. Efter et hurtigt bad, en sidste gang australsk morgenmad og en nedpakning af de sidste ting, kørte Rune og jeg mod lufthavnen, for at aflevere Footie kl. 10 i lufthavnen. Derefter ventede vi indenfor til ved middagstid, hvor vi kunne tjekke vores bagage ind. Vi måtte hver især have 30 kg med os hjem, og så 7 kg håndbagage. Rune og jeg havde tilsammen 60 kg indtjekket bagage og 8+12 kg håndbagage. Efter sikkerhedstjekket fløj vi kl. 15:55 og tilbragte de næste 15 timer (!!) i luften mellem Sydney og Abu Dhabi. Dette fly var opdelt i 2-4-2 sæder, og Rune, Anders og jeg var så heldige at have 4 sæder til deling, som gjorde det muligt for os, at ligge lidt ned og sove. Derudover var der mulighed for at se mange film og tv-serier, hvilket vi selvfølgelig gjorde. Vi havde en stille flyvetur, dog med en del turbulens, som kun resulterede i at vi bare hele tiden skulle have vores sikkerhedsbælter spændt. Så efter 15 timer med søvn, film og lækker flymad hvert andet øjeblik landede vi i Abu Dhabi, hvor vi kun 2 timer efter skulle flyve videre mod Düsseldorf. Fremgangsmåden var den samme: endnu et sikkerhedstjek, søvn, film og mad i flyet, og 7 timer senere nåede vi Düsseldorf og vi havde nu kun knap 1 time foran os. Air Berlin bragte os de sidste par hundrede kilometer hjem, således at vi torsdag morgen kl. 9:40 landede i Københavns lufthavn og en halv time senere kunne blive kærligt modtaget med danske flag af den nærmeste familie: mine forældre, min søster, Runes forældre og hans farmor og Arne, og så Anders' forældre. Gensynsglæden var STOR! Så stor at jeg i hvert fald havde tårene trillende ned af kinderne, da jeg omfavnede mine forældre og søster!! Så med alt bagagen (intet mistet!) gik vi mod bilen og de 30 australske grader var byttet ud med -2 og en chill-factor, der var omkring de -10! Så shorts og t-shirts er udskiftet med lange bukser og tykke trøjer, da vi kom hjem. Vinterjakken, hue, vanter og halstørklæde er ligeledes fundet frem og en "ny" hverdag begynder. De sidste par dage er så blevet brugt på at møde venner og familie, og efter en uges ferie starter vi i skole igen mandag d. 3. februar.

Så her kom indlæg nr. 100 og dermed også det sidste fra dette eventyr. Bloggen tæller nu over 6.300 views! TUSIND TUSIND TAK fordi I har gidet at følge den lige fra begyndelsen af, så ...

Tak til:

  • Alle Jer der har læst bloggen her og fulgt den i de 204 dage vi rejste rundt i Australien!! Det har virkelig været den bedste løn, at kunne se og høre, at I har fulgt med, for jeg har virkelig lagt mange mange timer og kræfter i at gøre den så opdateret, spændende, sjov og interessant som muligt, så alle aldersgrupper har kunne lide den.
  • Mine forældre, Bent og Susanne, og min søster Mette for at snakket med mig over Skype hver eneste weekend. I har virkelig været en stor hjælp for hjemve, gode råd og så har det selvfølgelig været utroligt hyggeligt, at få vendt hverdagen og verdenen med Jer!
  • Runes forældre, Jan og Britta, for at holde en afskedsfest for os inden vi tog afsted, og får at hjælpe os økonomisk, da SU'en pludselig udeblev.
  • Min faster, Birgit, og farbror, Peder, for også at holde en afskedsfest inden vi tog afsted.
  • Resten af vores familie og venner for at have holdt kontakten med os.
  • Jackson og Kimberley for at have været nogle imødekommende, søde og sjove roommates!
  • Den anonyme medarbejder på en tankstation, som gav os 24x 600 ml kildevand på vores vej hjem fra Blue Mountains. Han medvirkede til at vi ikke længere skulle tænke over, at fylde vandflasker.
  • McDonalds, som har haft åbent 24/7, og dermed har hjulpet os med toiletbesøg, når vi har boet i campervanen.
  • Pacific Airways og Etihad for at bringe os sikkert og komfortabelt til og fra Australien uden tab af bagage eller nogen forsinkelser.
  • Og ikke mindst tak til alle de australierne vi har mødt på vores vej, og som har fået os til at føle os mere end bare velkommen i deres fantastisk smukke land - var danskerne bare sådan!!


TAK til Australien for at være et SÅ fantastisk land med så mange spændende oplevelser og eventyr at byde på! <3

3 personers bagage for 6½ måned. 

Lækker flymad!

Rune nyder sin film, mens han spiser mad.

Ja, vi sultede i hvert fald ikke!

Og så begynder et par dage med udpakning og masser af vasketøj!

Fejret med flag hjemme hos min mor!
Et billede fra d. 4. juni 2013 - dagen hvor vi lige var landet i Australien.

Fra d. 19. januar - 3 dage før vi forlod Australien. Dannelsesrejsen og eventyret er næsten slut!

tirsdag den 21. januar 2014

Og så går turen hjem igen..

Det er nu 203 dage siden, at Rune, Anders og jeg steg på flyveren i Københavns lufthavn og satte kursen mod et halvt år i Brisbane, Australien via London, Hong Kong og Cairns. Mange fantastiske oplevelser er blevet gjort siden da, nye personlige grænser er fundet og sat, personligheder og synspunkter er blevet ændret, mad og materielle ting er blevet værdsat anderledes, udsigter er blevet nydt, spændende og farverige dyr og planter er blevet opdaget og venner og familie har været savnet. Og for pokker hvor har jeg dog slet ikke ord for, hvor fantastisk et land Australien er og hvor helt afsindig vildt dette halve år har været på så mange måder!! Australien og australierne vil altid have en særlig plads i vores hjerter... Men alt dette er slut nu, og Danmark, skole og andre hverdags ting kalder igen. Virkeligheden kalder, og den australske drøm er slut .. for denne gang!

Men for nu ikke at blive alt for sentimental, vil jeg kort gøre Jer opmærksomme på, at fly-tidspunkterne stadig ligger under fanen "HJEM-REJSETIDSPUNKTER" ude i højre side af bloggen her. Derudover ... tjaah .. taskerne er pakket, campervanen Footie er rengjort og klar til indlevering, og vi har (trods alt!) også sommerfugle i maven og hjemve i hjertet, selvom det stadig føles vildt surrealistisk at dagen endelig er kommet, hvor vi skal hjem .. hjem til Danmark!

DETTE ER DOG IKKE DET SIDSTE, som I hører fra os!! Der vil selvfølgelig være mindst et til indlæg, så I kan høre om vores lange hjemrejse! :-)

P.s. Efter en tur til Manly Beach nåede vi over de 3.000 kørte kilometer!
Ruten hjem: A = Sydney. B = Abu Dhabi. C = Düsseldorf. D = København!

Opera i Operahuset

Og så kom dagen endelig, hvor vi skulle se (og ikke mindst høre) mere til den ene af de to store hovedattraktioner i Sydney - nemlig Operahuset! Vi havde alle tre bestilt billetter til forestillingen Great Opera Hits - en 90 min. lang forestilling, som spilles hver søndag kl. 17:00 i Joan Sutherland salen, som desværre ikke er den største, men den mest til højre hvis man står på landsiden med de tre operabygninger foran sig. Koncerten blev fremført af to mandlige og to kvindelige operasangere samt en mand som spillede klaver til alle ariaerne. Ud af de 15 arier kendte jeg hele 6 af dem (bl.a. "Habanera" fra Carmen, "Figaro's Aria" fra Barberen i Sevilla, "Flower Duet" fra Lakmé og "Brindisi" fra La Traviata), hvorimod drengene aldrig havde hørt så meget som en eneste af ariaerne. Det var dog første gang, at vi alle så en opera, og især jeg blev rørt af det. Ikke så meget pga. omgivelserne, men mere pga. deres smukke sang og det flotte klaverspil. Så med gåsehud på armene, en klump i halsen og tåre som godt kunne være trillet var jeg i hvert fald fuldstændig solgt til opera!! Anders og Rune nød også forestillingen og var også glade for, at vi havde valgt at se en opera. Ca. 2 timer efter, da operaen sluttede, slentrede vi endnu en gang langs havnekanten i forsøget på at finde et sted at spise. Trods en overskyet og regnvejrslignende himmel holdt temperaturen sig omkring de dejlige 20 grader, og vi fandt dermed frem til en lille italiensk restaurant nær The Rocks området (nær Sydney havn). Med to store pizzaer og spaghetti holdt vi den italienske stil, som vi havde lagt op til med operan - det hele blev dog skyldet ned med en kande sangria, som ingen af os havde prøvet før, men dog fik tømt alligevel. En stille gåtur i lidt støvregn bød sig på vejen tilbage til bilen og vores kulturfyldte små hoveder blev lagt på hovedpuden ved en 22-tiden.
Ja selv toiletterne er fancy - her med lys bag toiletrullerne...

.. og buede toiletdøre.

Udsigten fra toppen af trappen ud over Sydney havn. Sydney Harbour Bridge kan skimtes til venstre i billedet. Flere snakkede om en fantastisk udsigt herfra, men de halvbeskidte vinduer indbød mere til fornemmelsen af at være i et drivhus - man kan rettere sagt få en bedre udsigt over havnen ved at stå udenfor.

Billedet her er taget fra samme sted, som det forrige.


Det var ikke tilladt at tage billeder inde i Joan Sutherland teateret, som ses her på billedet, men er man hurtig nok, så kan det lade sig gøre, hehe.

Joan Sutherland teateret.

Klar til opera!

Rune og mig foran Operahuset.

Og så skulle de tomme maver fyldes og en sidste aften i Sydney som trekløveret, Rune, Anders og Helle, fejres med lækker mad!

søndag den 19. januar 2014

I speedbåd rundt i Sydney havn

Oz Jet Boating - 30 minutters vådt sjov! Kortere kan det ikke beskrives, haha!
Sammen med bestillingen af vores Skywalk bestilte vi samtidig en tur med Oz Jet Boating, som giver en 30 minutters lang og våd tur i en speedbåd rundt i Sydney havn. Vi var forberedte på at blive lidt våde efter at vi havde set videoen på deres hjemmeside, men at vi skulle blive FULDSTÆNDIG gennemblødte .. ja .. det var vi ikke lige forberedte på. Efter at vi havde indleveret sko, solbriller (der blev i gennemsnit mistet 10 par pr. dag!), kamera og andre ting som ikke kan tåle saltvand hoppede vi ned i den røde speedbåd med plads til 23 mennesker, hvor vi spændte os fast med sikkerhedsseler. Sikkerhedsinstruktionerne blev givet og ligeledes blev det forklaret hvad der ville foregå ude på vandet. Den ene ting var et 360 graders spind og den anden ting et fuldt og pludseligt stop, som ville kaste vand ind over båden. Vi gled stille og roligt ud af havnen, og da vi nåede Operahuset blev farten sat op og vi fløj hen over de små bølger. De var SKIDE SKÆGT og ligesom at være i en rutsjebane! Da "kaptajnen" ville lave det første "stunt" rakte han armen i vejret, signalede at vi ville rotere rundt og talte derefter ned fra 3 med fingrene, mens vi råbte med. SPLASH! og vi var SÅ våde, så våde, haha! Efter hvert "stunt" tjekkede han at alle var okay, hvilket alle heldigvis var hver gang. Musikken pumpede og vi fløj videre ud over de små bøljer og ind imellem sejlbåde, som lå på vandet. Vejret var perfekt til dette - ikke for blæsende, men med dejlige 30 grader og solskin, så da vi FULDSTÆNDIG gennemblødte kom tilbage på land tørrede vi heldigvis hurtigt i solen, mens vi indtog en dejlig is. Jeg har optaget hele turen med GoPro kameraet, men har ikke mulighed for at ligge det på bloggen, da filmene fylder for meget. Jeg kan dog give jer dette link: http://www.youtube.com/watch?v=5zZXSkYubm4, som viser lidt af hvordan vores tur var.

Oz Jet Boating!
.. og så våde så vi ud, da vi var færdige! (Billedet er taget med GoPro)
Is fra Copenhagen Ice Cream. Mums efter en sjov tur på vandet!

På vej hjem hørte vi nogle høje tud og så pludselig krydstogtskibet sejle fra havn, hvilket jeg fik fanget i dette billede sammen med både Rune, Sydney Harbour Bridge og Operahuset.

Sydney Tower Eye

Fredag eftermiddag d. 17. januar bestilte Rune og jeg to pladser til en Skywalk i Sydney Tower Eye - også kaldet Den Gyldne Spand. Den Gyldne Spand har vi indtil videre kun beundret fra jorden af, og vi kan se den fra Riley Street, hvor vi bor. Tårnet giver en 360 graders udsigt over Sydney centrum og de nærmeste 80 km. Tårnet rager 250 m op i luften, men med Skywalken (som vi også var på) kom vi hele 268 meter over jorden i den 45 minutter lange guidede tur! Sammen med 5 andre blev vi bedt om at hoppe i de blå dragter, som I kan se på de sidste billeder, og vi blev guidet op til det lille område hvor vi fik uddelt vores sikkerhedsbælter. Porten ud til tårnets "terrasse" åbnede sig og vi blev en efter en hægtet på det gelænder, som senere ville føre os hele vejen rundt om tårnet. Og som en anden flok fanger i ens dragter og med lænken om livet hen til gelænderet gik vi langsomt ud og rundt om tårnet. Klokken var 17 og solen bagte stadig dejlig varmt, selvom det var vildt blæsende deroppe. Men det var en rigtig fed oplevelse at stå dér, højt hævet over hele Sydney og være i stand til at se både Operahuset, Sydney Harbour Bridge, vejen hvor vi bor, lufthavnen og meget meget mere. To steder rundt om tårnet var gulvet lavet af glas, som til sammen kunne bære to elefanter. Glasgulvet gav os muligheden for at kigge lige ned under os, hvor vi kunne skimte fodgængere og den travle trafik. Mens vi var udenfor så vi endda en flyver stige langsomt op ude fra lufthavnen, som ligger ca. 10 min. fra hvor vi bor. Det var sjovt at se hvordan den langsomt nåede den højde vi havde, og ikke mindst et smukt syn mens solen gled lavere og lavere ned på himlen (solen går pt ned kl. 20:00 her i Sydney). Efter at vi fik taget et par billeder og var kommet hele vejen rundt om tårnets top, kom vi ind igen, blev lænket af og kunne igen hoppe ud af de blå "fangedragter". Det var virkelig en smukt og mindeværdig måde at nyde Sydney på, nu her hvor der ikke er mange dage igen til vi tager hjem til Danmark.
Sydney (nord/øst). Her kan ses Royal Botanical Garden (det store grønne område) og ude i horisonten havet.

Sydney (nord/vest).

Sydney (nord). Her kan både anes Sydney Harbour Bridge og Operahuset.

Et kæmpe krydstogtskib sejler her under Sydney Harbour Bridge.

Sydney (syd). Her med den lettende flyver i billedet.

Sydney (øst). Bag det grønne område, som ligger ca. i midten af billedet bor vi!

Indefra Sydney Tower Eye - dog ikke Skywalken, da det ikke var tilladt at medbringe sit eget kamera af sikkerhedsmæssige årsager.




På Skywalken!

På Skywalken!

På Skywalken!

torsdag den 16. januar 2014

Sol, strand og opera

Dr.dk meddeler om op til 50,7 grader i Melbourne i disse dage, og skovbrande i Perth. Det er dog gået vores næser forbi, og vi nøjes med 28-29 grader om dagen og omkring 20-21 om natten. Meeen vi klarer den! For med to dage på stranden fik vi igen markeret bikini- og badebukselinjen, og tog derefter "tilbage" til Sydney for at spendere en dag i skyggen, så vi ikke ender som Rudolf 1 og 2. Bondi Beach, som vi besøgte, har dog ikke set det sidste til os, og vi vil bevæge os derud igen en dag eller to inden på onsdag. Det skal dog lige siges, at det kræver lidt vikinge-mod at gå i vandet her, og dette skyldes ikke kun bølgerne, men også at vandet faktisk slet ikke er så varmt igen trods solens brændende og bagende stråler dag efter dag.
Foruden at gøre jeg misundelige over vores lækre vejrforhold, så kan jeg meddele, at vi alle tre (dvs. inkl. Anders) skal til koncert i Operahuset på søndag kl. 17-18:30. Titlen på koncerten er Great Opera Hits og skulle ifølge beskrivelsen inkludere de mest kendte arier sunget af de fineste operasangere. Så det glæder vi os spændt til!
Foruden opera og mere strand ligger planerne for de sidste par dage i Sydney ikke så nøje tilrettelagt, men involverer bare en masse afslapning - en "aktivitet", som vi er blevet rigtig gode til!
Derudover går tankerne mere og mere på det liv, der venter os, når vi kommer hjem. Et liv, som mere eller mindre har været på standby det sidste halve år. Men vi savner det!! Savner alt lige fra venner og familie til rugbrød, frikadeller og flødekartofler (osv. osv.) haha! Men efter nu hele 30 dage i campervanen så ser vi også frem til en ordentlig seng at sove i, et bad lidt oftere end hver 3 dag, egne (ikke offentlige) toiletter og ikke mindst internet og strøm i større mængder end hvad bibilioteket kan yde mellem kl. 9 og 20. Så som Rune og jeg flere gange har snakket om, så er der mange ting (materielle, som ikke materielle) som vi vil sætte meget større pris på end vi længe har gjort.
Billedet er lånt fra det store internet, da jeg ikke selv havde kameraet med på stranden. 


tirsdag den 14. januar 2014

Sydney Powerhouse Museum

Mandag d. 13. tog vi på museum (igen igen). Denne gang Sydney Powerhouse Museum, hvis hovedattraktion for tiden var en udstilling om spil - alt lige fra de første spillemaskiner (Pac Man, Donkey Kong, Space Invaders, Astroids etc.) til de allernyeste spil til tablets og computere. Udstillingen hed Game Masters og var fyldt med alle de gamle arkade-spil, konsoller og computere, som gav én rig mulighed for at prøve de omtalte og udstillede spil. Man måtte dog ikke tage billeder af udstillingen.
Resten af museet bød på en udstilling af rum-ting, damp maskiner, da The Beatles var i Australien, lys-udstilling (som vi dog havde set i Brisbane) og en udstilling af transport køretøjer. Vi brugte dog mest tid på spil-udstillingen, og jeg har derfor ikke så mange billeder af byde på, men kun linket til spil-udstillingens hjemmeside, som ligger tidligere i teksten her.
De næste par dage vil vi tilbringe på Bondi Beach øst for Sydney centrum, for at nyde de sidste varme sol-stråler før turen igen går hjem til bette Danmark onsdag d. 22. januar kl. 15.55. Har I glemt hjemrejse tidspunkterne eller vil I bare have et ekstra kig på dem, så ligger de stadig (og vil gøre det hele tiden) ude i højre side på bloggen her.
"The Beatles in Australia" udstillingen.

Dette billede er til dig mor! - den store fan af Cliff Richard.

.. og ligeledes her.

The Beatles udstillingen omhandlede også store pop-sangere fra den tid.

Udstillingen bød også på adskillige avis-udklip fra tiden hvor The Beatles besøgte Australien.

Samleobjekter fra The Beatles-tiden. Måske nogle af Jer kan genkende eller huske nogle af delene.

Flere samleobjekter.
Denne er til alle jer, der dengang The Beatles var store ønskede sig Beatles-hår. Til dem af Jer, der vil drømme sig tilbage til "Hvorfor må jeg ikke få Beatles-hår?" .  
Et billede fra damp-maskine udstillingen. Vi er her lidt tilbage i Musem of Fire stilen, men dampdrevne brandbiler.

Fra transport udstillingen. Den kæmpemæssige tavle er en oversigt over de forskellige toge, hvornår de kører og hvor til.

Blue Mountains 03 - kænguru, wallaby og køreturs-overblik

Da vi vågnede op til en kølig og halvtåget lørdag morgen gik der ikke længe før vi så en kænguru hoppe forbi bilen ca. 15 meter væk. WOW! Så ved man, at man ikke er hjemme endnu, haha! Den var dog hurtigt væk, så jeg nåede desværre ikke at få mit kamera frem. Men hvor var det fedt og fantastisk endelig at se en (levende!) kænguru i det fri! Så ved man bare, at det bliver en god dag, når ens morgen starter så smukt i bjerget! Efter en kop kaffe/te og morgenmad kørte vi tilbage ned til grotterne og gik den flod-rute vi havde opdaget dagen før. Stien på ruten var fyldt med firben i alle størrelser - lige fra 10 cm til 50 cm! Ruten stoppede ved et gammelt pumpeværk, hvor vi så skallen til et insekt (se billedet nedenfor). Efter den ca. 2 timer lange friske morgengåtur gik vi tilbage mod bilen, men jeg spottede inden da en wallaby (en kænguru-art, som er lidt mindre end en kænguru) siddende i stenene under den massive grotte, som man kører igennem for at komme ind til Jenolan-grotterne. Til dem af Jer som har fuldt med på bloggen hele tiden vil I kunne huske, at vi så wallabys i Cairns på vores regnskovs-tur. Vi så dog kun disse på afstand, og har ingen billeder af dem. Men denne! Denne sad helt stille mellem de store klippesten og kiggede lettere forskræmt på os. Jeg fik taget et par billeder før den hoppede igennem stenene og hen til et mere åbent område hvor de sidste to billeder af den er fra. WOW x2!! Og dagen var knapt nok begyndt, haha! Vores ca. 3 dage i Blue Mountains var nu slut og vi kørte via byen Oberon (indbyggertal: ca. 2.400) til Sydney - mentalt udrensede, veludhvilede og glade for alle de fantastiske og smukke oplevelser vi havde haft i løbet af de få dage... Og så når man til Sydney og stressen og irritationen kommer tilbage .. suk! .. for Sydneys vejsystem er TUMPE dumt og selv med navigationen fra mobilen kørende farer man vild og bliver ledt ud på veje hvor man skal betale afgifter! Mobilen mister ofte forbindelsen til GPS'en fordi skyskraberne blokerer for signalet, mange af vejene tvinger en i retninger hvor man ikke skulle have været og mulighederne for at skifte vejbane er ofte blokeret ved en lang cement blok imellem kørebanerne. Så ofte kan man i adskillige minutter køre og kigge på den vejbane man skulle have været på, men som man ingen chance har for at komme hen til pga. cement-blokken. Derudover ligger mange af kørebanerne ind over hinanden i form af små broer, således at vejnettet snor sig ind og ud af hinanden, hvilket kun forvirrer navigationen endnu mere, fordi mobilen ofte tror, at vi er på en vej over os. ARHG altså! Derudover er Sydney vel nok ligesom København (dog større!!) med dyttende taxaer, cyklister og fodgængere over det hele og andre stressede og utålmodige bilister, som ikke ligefrem hjælper én, når man er på vildspor. Så den nærmest mediterende "afslappethed" vi havde opnået i bjergene forsvandt hurtigt til fordel for en dum frustration over Sydneys veje, men indfandt sig dog langsomt igen da vi fik parkeret bilen i det kvarter hvor vi hele tiden har boet og ikke mindst holdt gratis!
De sidste tre billeder (Google Maps billederne) er hhv. vores samlede køretur, som nu tæller 2.941 kørte km!, vores køretur til Blue Mountains og tilbage igen og sidst men ikke mindst et samlet overblik over vores kvarter, så I kan få en fornemmelse af hvor VILDT heldige vi er at have fundet det område, hvor vi har boet i siden d. 29. december.
Lørdag morgen i Blue Mountains.


Kaffen og teen er klar

Kan I spotte den store myre ved siden af Runes sko?

Kæmpe myren tæt på.

Et billede fra vores morgengåtur ved floden.

Skallen fra en bille, der er ca. 2 cm lang.

Stien på ruten var indhegnet, men naturens kræfter og ikke mindst faldende træer er stadig stærkere end hegnet, som her har fået et voldsomt stød fra et nedfaldet træ.

Wallabyen er ikke så nem at se på dette billede, men kan anes i det mørke område til venstre for mit hoved.

Wallabyen.

Wallabyen.

Wallabyen.

"Hvis muligt foretag u-vending" vil de fleste nok tænke, men nææh nej, sådan bugter vejen sig nu bare op af bjerget.

Hele ruten fra da vi fik campervanen (onsdag d. 18. december) til vi kom "hjem" til Sydney lørdag eftermiddag lørdag d. 11. januar - 2.941 km senere!

K = Hunter Valley Gardens (som vi besøgte d. 2. jan.). L = Penrith. M = Wentworth Falls. N = Katoomba. O = Govetts Leap. P = Jenolan Caves. Q = Oberon (og derfra samme vej tilbage).  R = Sydney

A = Operahuset. B = Sydney Harbour Bridge. C = Mrs. Macquaries Chair, hvorfra vi så fyrværkeriet nytårsaften. D = biblioteket, hvorfra alle indlæggene bliver produceret. E = The Rocks området. F = The Australian Musem. G = Luna Park. H = Hvor vi får vores bad. I = Riley Street, hvor vi pt har sovet 8 gange. J = Crown Street, hvor vi pt. har sovet 4 gange. K = Kennedy Street, hvor vi har sovet 1 gang. L = det nærmeste toilet, som ligger på den døgnåbne McDonalds (Gud bevare McDonalds, siger vi bare, haha!). Se bort fra de blå streger, for jeg kan desværre ikke få dem fjernet i Google Maps, men jeg håber, at dette har belyst hvor og hvordan vi bor og lever.